Anette Lauridsen – en autodidakt vestjysk kunstner

Kunsten og især billedkunsten spiller i dag en væsentlig rolle i min tilværelse. Gennem maleriet generer jeg energi og livsglæde. Her får jeg lov at udtrykke mine inderste følelser gennem farver og penselstrøg.

Lyset, glæden og det positive ved livet genspejler sig i mine malerier.

Anette Lauridsen , er født og opvokset i Tim, hvor hun i dag bor med sin mand Henrik Lauridsen og parrets fire børn.

Allerede som ganske ung fattede Anette interesse for billedkunsten. Det kunstneriske gen har dog gennem flere år ligget latent hen. Uddannelse, job og familie var i højsædet.

I 2005 blev staffeliet og paletten atter fundet frem, og en æra som billedkunstner tog sin begyndelse.

Der er hovedsageligt tale om acrylmaleri på lærred, og malerierne er ofte i størrelsen fra 100 x 100 og opefter.

Jeg lægger vægt på gennemarbejdede malerier, og hvert enkelt billede afspejler en stemning med en unik komposition og farvesammensætning.

Inspirationen hentes i stemninger og i naturen og abstraktionen er udgangspunkt og grundelement i mange af malerierne.

Kendetegnet for mine figurative malerier er menneskeskikkelser – ofte kvindeskikkelser eller to personer sammen, og farvespillet er dybt overvejet og nøje afstemt med det udtryk og stemningen jeg ønsker maleriet skal illustrere.

Jeg maler gerne på bestilling, men dog således at det er min sjæl der udtrykkes, og mine penselstrøg der fuldfører værket.

Til en del af malerier følger vers og tekster, som verbalt udtrykker de følelser, som synliggøres og illustreres gennem farvespil og kompositioner på lærredet.

Jeg glædes dagligt over evnen og lysten til at svinge penslen og give fantasien og tankerne frit løb.

Mit håb er gennem maleriet at glæde kunstinteresserede med mine penselstrøg, og at mine kunder dagligt må finde glæde ved at have mine malerier hængende på væggen.